God indsats ikke nok

Efter et enkelt års pause spillede de bedste seniorspillere (65+) og en flok talentfulde juniorspillere fra årgang 2002 eller yngre atter en match. Det foregik i Chess House lørdag den 26. maj på selve kronprinsens fødselsdag og dagen, hvor Liverpool og Real Madrid stillede op mod hinanden i Champions League finalen i fodbold.

Fra 6. hovedkreds deltog på juniorsiden Filip Boe, Jonas Bjerre og Simon Ehrenreich. Jan Rode Pedersen, Skanderborg var ene om at repræsentere hovedkredsen på seniorsiden. Matchen sluttede 34 – 30 i seniorernes favør, og selv om juniorerne leverede en flot indsats, var det altså ikke nok til at banke den ældre generation.