Initiativpræmien i 6. hovedkreds går til Vejlby Risskov Skakklub, der over en periode har arbejdet stille og roligt med at opbygge juniorskak i klubben. Startskuddet var klubbens 75 års jubilæum, hvor to drenge mødte op til simultan mod GM Jesper Thybo. Det er siden blevet til en god håndfuld, der nu får træning hver mandag inden klubaftenerne. Klubben har via Aarhus Kommune fået kontakt til børn med specielle behov, og fremtidsplanen er, at skabe forbindelse til det nærliggende gymnasium og nogle SFOer. På klubbens hjemmeside fortælles i tekst og billeder om initiativet.
