Børge Hansen er død

Æresmedlem i Viby Skakklub, Børge Hansen, er tirsdag aften den 21. november afgået ved døden i en alder af 96 år.

Fra Viby Skakklubs hjemmeside har vi sakset og bearbejdet nedenstående.

Børge blev medlem i Viby i 1976, hvor han hurtigt blev et stort aktiv for klubben, både som en af de stærkeste spillere og som en meget foretagsom del af bestyrelsen. Inden Børge kom til klubben havde han en årrække spillet i Nordre Skakklub, hvor han også i en periode var del af deres stærke 1. hold. Børge forblev også medlem af Nordre som B-medlem helt frem til sin død.

Børge blev, en stor drivkraft i Aarhus Festugeturnering. Udover at være den faste kantinemand, som både stod ved disken og var ham der trak trådene bagved, med indkøb og fremskaffelse af materialer, blev han også med tiden klubbens PR-mand, som sørgede for at sikre annonceindtægter, et sponsorat med Nordea og en hel masse synlighed til klubben op gennem 80’erne og 90’erne.

Børge (i midten) i kantinen ved festugeturneringen i slut-70’erne.

Som nybagt formand i 1987 var det en fornøjelse for mig at have Børge som den altid aktive kraft. Uanset Børge Hansen var et stort aktiv hvad enten det var simultanforestillinger med landets stærkeste stormestre (Bent Larsen, Curt Hansen og Peter Heine), juniorturneringer på stort bræt i Viby Centret eller skak i Tivoli Friheden med bl.a. medlemmerne af byrådet.

Børge blev også en stor støtte for arbejdet i Århus Skak Union, hvor etableringen af de internationale turneringer med “Århus Sommerskak”, var ret afhængige af Børges evner og entusiasme i forhold til at skabe opbakning fra lokale sponsorer og skabe optimisme og gåpåmod for arrangørerne. Engang “slæbte” Børge mig også ind på Flemming Knudsen kontor på rådhuset, fordi vi havde fået afslag på en ansøgning om støtte. Det var Børge der som altid førte ordet og vi gik selvfølgelig derfra med et tilsagn om støtte! Børge blev også i den periode den velfortjente modtager af DSUs hæderstegn.

Men først og fremmest var Børge indbegrebet af den hygge, som Viby Skakklub allerede dengang for mere end 40 år siden var kendt for. Dengang var piben et uundværligt selskab for Børge, men allerede inden rygeforbuddet blev en realitet havde Børge selv lagt uvanen på hylden. Men lige så karakteristisk var alle hans anekdoter fra et langt og begivenhedsrigt liv – altid fortalt med et stort smil på læben. Børge var den sikre deltager på klubaftenen og fandt desuden i Bent Overgaard en skakven, som han op i pensionsalderen kunne dyrke sin passion med. Bent var blind, men det forhindrede ikke de to i især at løse og også kreere egne skakopgaver. I en periode havde de to også deres egen klumme i Vibys klubblad med deres opgaver.

Da Børge var omkring de 80 og endelig rykkede ud af mesterklassen, forventede klubbens stærkeste spillere nok, at spillestyrken nu ville dale støt, men Børge rykkede da bare op igen! Og igen! Han spillede sin sidste klubturnering i foråret 2020, som 92-årig. Og passende nok i Mesterklassen! Turneringen blev dog aflyst efter få runder, på grund af Corona-lukningen. Det blev samtidig også afslutningen på Børges aktive karriere i klubben. Han var kort forinden flyttet på Borgvold plejehjem og som han sagde, så ville han ikke risikere at slæbe noget smitte med hjem.

Børge efterlader et kæmpe aftryk i Viby Skakklub og for mange af os personligt. Jeg kunne skrive mange sider om de oplevelser vi havde, men det må vente til kommende artikler i serien om klubbens historie. I dag er det på sin plads at sige: Æret være Børges minde!

Der er bisættelse fra Viby Kirke på tirsdag den 28 . november kl. 11.