100 år med skak i Skanderborg

Det er ikke enhver beskåret at blive 100, men det er lykkedes for vores klub i Skanderborg. I Januar 1923 stiftedes klubben under navnet Skakklubben af 1923, men først i 1930 blev man indmeldt i Dansk Skak Union. Før 1923 fandtes faktisk en DSU – klub i Skanderborg, der spillede på Centralhotellet. Om denne klub ved vi ikke meget, men efter 1930 ser det ikke ud som om flere klubber spillede i byen.
Skanderborg Skakklub fejrede sin fødselsdag onsdag den 4. januar, hvor de lokale klubber, hovedkredsen og selvfølgelig klubbens medlemmer var inviteret. Flere holdt tale for klubben og GM Sune Berg Hansen underholdt forsamlingen med anekdoter fra et langt skakliv. Ganske sent på aftenen spillede Sune Berg Hansen simultan mod dem, der kunne holde øjnene åbne – 8 stk. Bertram Zacho fra Skanderborg formåede som den eneste at tage point fra stormesteren i form af en remis. Må Skanderborg Skakklub leve mange år endnu.