Filip Boe Olsen vinder Aarhusmesterskabet

3,5 point af 5 var nok til i det stærkt besatte Aarhusmesterskab 2022 at vinde turneringen. Det blev 19-årige IM Filip Boe Olsen, der løb med sejren foran Pelle Bank, Sk. 1968, der fik 3 point.

Inden sidste runde lå Pelle og Filip lige, og da Filip spillede en hurtig remis med sort imod IM Steffen Pedersen fra Hillerød, var muligheden der for den udelte turneringssejr til Pelle Bank. I stedet løb Pelle ind i et nederlag med hvid til klubkammeraten Rasmus Thøgersen, og dermed sluttede Filip Boe, som den eneste ubesejrede, et halvt point foran de nærmeste forfølgere.