IM- og GM-turneringer i støbeskeen

Fra lørdag d. 14. til og med søndag d. 22. august er Skanderborg Skakklub vært ved den første lokale GM-turnering siden Samba Cup i 2005. 10 deltagere, ni runder, og blandt deltagerne finder vi tre GM’er, fem IM’er og en enkelt WIM. Den tiende deltager er i skrivende stund ikke på plads.

De tre GM’er er Sabino Brunello (Italien), Yuri Solodovnychenko (Ukraine) og Gabor Nagy (Ungarn), og blandt de håbefulde IM er fire af Skanderborgs drenge: Bjørn Møller Ochsner, Nikolai V. Pedersen, Frederik Svane og Filip Boe. Hvis Bjørn klarer de skrappe krav, får han GM-titlen som den fjerde(!) Skanderborgspiller.

De første 6 runder spilles på Kulturhuset i Skanderborg, mens de sidste tre afvikles sammen med SMUK-SKAK turneringen i weekenden den 20. – 22. august på Morten Børup Skolen.

I Chesshouse afvikles en IM-turnering med 24 deltagere med Aarhus/Skolerne og >Chesshouse som arrangører. Turneringen spilles fra 26. juli til 1. august. To dage med dobbeltrunder. P.t. er IM Jens Ove Fries Nielsen, IM Klaus Berg og IM Mikkel Antonsen blandt deltagerne.